Stuck

I don’t know if you’ve noticed, but lately I haven’t blogged much. Nothing much has been happening in my life (Nothing I have pictures of, at least) and to be honest, the past two days have been spent in my PJ’s, in my bed, watching TV and just thinking about my life – my future, my past. Somehow, I just want to get out of here, go somewhere, have fun, but I would never know where to go. I feel like I’m stuck. Last day of school is next week, then my first exam is coming along and then comes along graduation.. After that? I have no clue. What do I do with my life? Which education do I want? Can I get the education I want? Will I be able to get a job in this stupid economic crisis hanging over the world? My future is one big question, I’m hoping to figure out soon enough.. But until then, people will keep asking me “Jeanette, what are you going to do in a month, after you graduate?” and I will answer them, that I have no clue, and I will try to stay as calm as possible, even when on the inside, I am crying and stressing about the plans of my future.

Jeg ved ikke om I har lagt mærke til det, men jeg har ikke blogget meget på det seneste. Der er ikke sket alverden i mit liv (I hvert fald ikke noget som jeg har billeder af), og for at være ærlig, så har jeg brugt de sidste to dage i min pyjamas, i min seng, og set TV og bare tænkt over mit liv – min fremtid, min fortid. På en eller anden måde, vil jeg gerne ud herfra, tage et sted hen, have det sjovt, men jeg ville aldrig kunne finde ud af hvor jeg skulle tage hen. Jeg føler at jeg sidder fast. Sidste skoledag er næste uge, så kommer den første eksamen og så bliver jeg student.. Efter det? Jeg aner det ikke. Hvad skal jeg gøre med mit liv? Hvilken uddannelse vil jeg have? Kan jeg få uddannelsen som jeg vil have? Bliver det muligt for mig at kan få et job, med den her dumme økonomiske krise hængende over verden? Min fremtid er et stort spørgsmål, som jeg håber på at finde ud af.. Men indtil da, så vil folk blive ved med at spørge mig “Jeanette, hvad skal du så lave, efter du bliver student?” og jeg vil svare dem, at jeg ingen anelse har, og jeg vil forsøge at tage det så roligt som muligt, også selvom jeg indvendigt græder og stresser over planerne om min fremtid.